|
Jeg læste med stor interesse indlæggene
fra Jytte Rasmussen og Hanne Andersen, i sidste nummer af gravhunden. Begge
indlæg har fat i noget væsentligt, er vi ude på herrens mark?
Kunne vi røntgenundersøge på en anden
måde? Inden jeg går videre vil jeg lige slå en ting fast. Da Vibeke Frøkjærs
projekt startede for 7 år siden, var mine hunde med. Jeg var meget
begejstret for ideen om, at være med til at kortlægge forkalkninger og
diskusprolaps på vores hunde.
Jeg er ikke helt så sikker på min
begejstring mere. Hvorfor? Mine hunde havde ved røntgenundersøgelse fået
påvist fra 0 – 2 forkalkninger i alt. Jeg havde aldrig hørt om nogle af de
hunde jeg havde avlet og solgt, havde udviklet diskusprolaps, jo – en. En
opdrætter kollega sagde engang, surt til mig på en hundeudstilling, af nu gad
han ikke høre mere på at mine hunde ikke fik DP. Nogle af hans venner havde
købt hund hos mig, den hund var lige blevet aflivet på grund af DP.
Selvfølgelig blev jeg ked af det, også fordi de mennesker ikke havde
kontaktet mig og fortalt om problemet. Denne hund vender jeg tilbage til.
Selvfølgelig havde jeg meldt 2 hunde til den første røntgen. undersøgelse
den 15.05 2002.
Jeg ventede i ca. 1 ½ mdr. ikke særlig
spændt. Der var ingen grund til at frygte resultatet, deres forfædre var jo
næsten fri for forkalkninger. Svaret kom, og med det også chokket. Jeg følte
som nogen trak tæppet væk under fødderne og jeg læste brevet flere gange men
det stod der stadig K6. Pinnoccio havde 6 forkalkninger, men ikke noget om
hvor de sad, det synes jeg for øvrigt er for dårligt, at man ikke for at
vide med det samme.
Jeg sad i min sofa i 4 dage og gloede
lige ud i luften, jeg følte at verden var faldet ned om ørene på mig; Jeg
havde lige sendt 4 hvalpe ud til deres nye familier, godt nok havde deres
mor Olivia, kun K2 men deres far var amerikansk opdrættet. Hvad vidste jeg
om ham? Så dukkede den hund op i min hukommelse igen, som var blevet aflivet
på grund af DP. Det gik op for mig, hvis jeg skulle forsætte som opdrætter
med god samvittighed, måtte jeg vide hvordan det så ud med de hunde jeg
havde opdrættet; Var der mange forkalkninger? Var der mange der var aflivet
af DP? Jeg måtte have svar på mine spørgsmål prøve at finde den røde tråd,
for at komme videre.
Jeg fik kennelnavn i 87, har lavet 19
kuld hvalpe med i alt 86 hunde; Nogle af de hunde var døde det vidste jeg
fra deres familier. De fik ikke brev, for ingen af de hunde var døde af DP.
Så startede et stor arbejde med at finde folk, på de adresser de havde
opgivet, og vist de var flyttet, men ikke havde et sen navn, så opspore jeg
dem.
Jeg kontaktede ligeledes Rebecca
Harstad kennel Hi-Li i Amerika, der er opdrætter af den hanhund, der
er far til mit sidste kuld hvalpe. Jeg satte hende ind i Vibeke Frøkjærs
projekt og min frygt for forkalkninger og diskusprolaps; Jeg spurgte hvad
hun havde gjort, for at undgå disse problemer. Svaret jeg fik var, meget
interessant, for det første tror fru Harstad ikke, at forkalkningerne viser
andet end evt. traume efter fald, stød eller vrid i ryggen. Hun har kendt
hunde med forkalkninger, som aldrig har udvist problemer med ryggen eller
fået DP. Fru Harstad fortæller ligeledes at de hunde der skal blive hjemme
og indgå i avlen, bliver røntgenundersøgt i ryggen, første gang når hunden
er 6 mdr. så et år senere og fremdeles hvert eneste år.
Undersøgelserne foretages på det
dyrehospital hun er tilknyttet; Undersøgelserne er samlet i en databank i 7
generationer. Nu kom der en meget interessant oplysning. Der har ikke været
problemer i de 7 generationer med ryggene.
Fru Harstad har opdrættet gravhunde
siden 1981. Til gengæld mener hun, at det er meget vigtigt, at hundene er
slanke og har en god muskulatur. Ligeledes har mulighed for at bevæge sig
frit. Som hun siger mine hunde hopper og springer i møblerne. I det hele
taget for de lov til at røre sig.
Men nu tilbage til min undersøgelse jeg
fik 72 breve med besvarelser på mine spørgsmål. 2 var opereret for DP, en i
98 en i 2001, begge lever i bedste velgående. En blev behandlet med
akupunktur i 2000, han lever ligeledes i bedste velgående. Jeg havde ikke i
første omgang, sendt brev ud til dem hvis hund var blevet aflivet på grund
af DP, men det gjorde jeg nu. Desværre tyder svaret ikke på at hunden er
blevet røntgenundersøgt, så en helt sikker diagnose for DP fore ligger ikke.
Hun er i min statistik opført som aflivet på grund af DP. Hvorfor jeg
skriver dette, er fordi en anden af, de hunde jeg har opdrættet, fik
symptomer på DP. Lammelse i det ene bagben, og kraftnedsættelse i det andet
ben. Den familie har samme dyrlæge som mig, så jeg fulgte med på tæt
hold. Gudskelov blev hun røntgenundersøgt med kontrast. Der var ingen
forkalkning, eller DP. Men til gengæld en blødning i spinalkanalen, måske
forårsaget af et vrid eller fald. Ingen ved det. I dag 6mdr senere er hun
erklæret fuldstændig rask og har ingen men efter ulykken. Man kan
altså fejle andet i ryggen end DP.
Min undersøgelse viste mig, at mine
hunde er sunde og raske og at biler, stadig er gravhundens fjende nr. 1. Så
jeg burde være en tilfreds opdrætter. Men det er jeg ikke. Når jeg læser, om
ryg undersøgelserne i gravhunden, undre det mig, hvor er de andre avlshunde
henne? - Hvor er de opdrættere, der har opdrættet i 20, 30, 40, og 50
år. Jeg deler ikke formandens optimisme med, at Fyn og Jylland kommer med i
undersøgelserne. Hvilke hanhunde tør jeg bruge i fremtiden, hvis jeg skal
bibeholde et ligeså godt resultat, som det jeg har nu. Vil jeg overhovedet
deltage i flere ryg undersøgelser med mine hunde?
Ærlig talt jeg ved det ikke. Min
forvirring blev totalt, da jeg i september modtog brev fra Vibeke Frøkjær.
Jeg blev spurgt, om jeg igen ville stille med de samme hunde til endnu en
ryg undersøgelse fordi, citat” der er imidlertid også hunde med flere
forkalkninger, som aldrig viser tegn på DP. Vi ved med andre ord meget lidt
om hvad antal og fordeling af forkalkninger betyder på langt sigt for den
enkelte hund. ” citat slut.
Summa summa. Jeg har opdrættet 86
hunde. 1 er blevet aflivet af DP, 2 er blevet opereret for DP, 1 har fået
akupunktur. I alt 4 hunde ud af 86 hunde har haft DP.
Resultaterne
kan ses på min hjemmeside alt materialet der ligger til grund for denne
undersøgelse er blevet overgivet mine dyrlæger, Næstvedegnens dyrlæger.
Vibeke Frøkjær vil ligeledes ved given lejlighed, få tilbudt resultaterne.
Selvfølgelig vil jeg følge op på denne undersøgelse om 5-6 år, så jeg
foresat har et billede, af mit opdræts sundhedstilstand.
Til slut en stor tak til Ellinor
Svendsen, for hendes kæmpe indsats, der muliggjorde dette projekt. Jeg håber
mange opdrættere, vil melde sig til opdrætterseminaret d 25-26. januar 2003
i Odense, så vi kan få en seriøs debat, om vores gravhundes fremtid.
Hanne V.
Frederiksen
Kennel ved Skoven’s
Opdrætter af korthåret gravhunde. |