|
Jeg læste med interesse dit
indlæg i forrige nummer af Gravhunden (6/2002 s. 11-12). Det er et
overordentligt flot og seriøst arbejde, du har lavet med at følge op på de
hvalpe, du har opdrættet, og det må være dejligt, at så få af dem har fået
diskusprolaps (DP). Det kommer ikke som nogen stor overraskelse for mig, jeg
har jo set flere af dine hunde, da du i sin tid deltog i
Diskusprolapsprojektet på Landbohøjskolen (KVL), og så vidt jeg husker,
havde de fleste af dine hunde få eller slet ingen forkalkninger.
Du giver udtryk for
frustration, mht. hvordan du skal gribe problematikken an i fremtiden.
Jeg tror, at en del opdrættere deler din frustration og sidder tilbage med
nogen usikkerhed, overfor hvordan de skal forholde sig til resultaterne, og
overfor hvad fundene (forkalkningerne) egentlig betyder. Jeg vil derfor
benytte lejligheden til at opklare nogle af spørgsmålene.
|
|
Brevet
fra Landbohøjskolen |
Du omtaler et brev,
som er udsendt til en del af de hundeejere, der i sin tid deltog i
Diskusprolapsprojektet. Det drejer sig om, at Jens Arnbjerg på
Røntgenafdelingen på KVL vil følge op på nogen af de hunde, der deltog i mit
projekt. Jens Arnbjerg var i sin tid vejleder på mit projekt. De hunde, som
Jens Arnbjerg gerne vil følge op på, er hunde, som deltog i den del af
projektet, som handlede om at undersøge m.h.p. at beskrive udviklingen
af forkalkninger. Hundene blev undersøgt første gang, da de var omkring
6 måneder gamle, og blev fulgt, indtil de var 2-3 år. Det var et meget tids-
og arbejdskrævende projekt, og derfor vil det være synd, ikke at tage "det
sidste lille nap", som kunne give meget værdifuld viden. Man kunne sagtens
undersøge helt nye hunde, og så vente på, at de skulle blive gamle, men det
er indlysende fornuftigt, at lade den ene undersøgelse drage nytte af den
anden man vinder tid og sparer måske 7 -8 år. Der er her en helt enestående
chance for at få øget viden om, hvor stor risikoen for DP (og andre
forandringer) er hos den enkelte hund med forkalkninger. Dvs. at man vil
kunne give et bud på, hvor stor risikoen er, for at en hund med f.eks. 4
forkalkninger vil få DP.
ændret og / eller helt fjernet ude at der kan gøres krav gældende.
|
|
Det vi
VED |
|
At der er ting, vi
endnu ikke ved, ændrer imidlertid ikke ved, at vi allerede har stor viden.
-
Vi VED, at forkalkninger er
et fuldstændigt sikkert tegn på, at disken er meget nedbrudt, og at der
dermed er stor risiko for udvikling af DP.
-
Vi VED, at der kan forekomme
DP, uden at hunden bliver lammet - og at mange diskusprolapser derfor
bliver overset (f.eks. hvis prolapsen sidder i de aller bagerste
lændehvivler).
-
Vi VED, at risikoen, for at
hunden bliver lammet, er meget stor, hvis prolapsen sker i området mellem
tiende brysthvirvel og fjerde lændehvirvel.
-
Vi VED, at jo flere disk, der
er nedbrudt, og jo mere nedbrudt den enkelte disk er, desto større er
risikoen for DP
-
Vi VED at antallet af
forkalkninger er arveligt
|
|
Jo
flere forkalkninger - jo større risiko for diskusprolaps |
Det er logisk, at en
hund med mange forkalkninger har større risiko for at få DP end en hund med
få forkalkninger – men om en hund med 6 forkalkninger har 30 % eller 70%
risiko for at få DP, ved vi ikke endnu. Alle gravhunde kan, som andre hunde,
få DP - også gravhunde uden forkalkninger, men den slags prolapser er
sjældne og skyldes som regel en ulykke eller et helt ekstraordinært,
uhensigtsmæssigt slid. Det, som er årsagen til de fleste prolapser, er at
disken er nedbrudt. Her er sammenhængen: jo flere nedbrudte discs, desto
større risiko for prolaps. Det forkalkede materiale i diskene er ikke hårdt,
men blødt (ligner tandpasta) og når forkalkningen er udbredt til det meste
af discen, vil der komme en stor belastning af den sidste normale ”skal" -
når denne brister kommer der en prolaps: Det forkalkede materiale presses
ud, og kan trykke på rygmarven. Jeg kan i den sammenhæng nævne, at de hunde,
som deltog i mit projekt, og som fik stillet diagnosen DP (hos egen dyrlæge,
uafhængigt af projektet) i en meget tidlig alder, alle var gravhunde med
mange forkalkninger. Dvs. at nogle af forkalkningerne allerede i en tidlig
alder var så udbredte, at risikoen for DP var stor helt ned til 2-års
alderen.
|
|
Hvalpe
arver i gennemsnit forældrenes gennemsnit |
Med hensyn til antallet af forkalkninger, så VED vi, at der er
arvelighed - OG at arveligheden er høj (i modsætning til HD, der har en lav
arvbarhed). Hvis man parrer to hunde uden forkalkninger, vil man få et kuld
stort set uden forkalkninger. Hvis man paner to hunde med f.eks. 6 og 8
forkalkninger, vil man få et kuld med rigtigt mange forkalkninger. Parrer
man en hund med 0-1 forkalkning med en hund med mange forkalkninger (f.eks.
10), vil man få et kuld med meget stor spredning i antallet af forkalkninger
- indenfor det samme kuld kan en have 1 forkalkning og en anden have 10.
Generelt vil gennemsnittet af forkalkninger i kuldet være lig
gennemsnittet af forkalkninger hos forældrene.
Hvis man således generelt har få forkalkninger i linierne (f.eks. 0-2 i den
ene linie og 0-4 i den anden linie), har man hundefamilier med få
diskusprolapser. Hvis man parrer en hund med 1 forkalkning (fra den ene
familie) og en hund med 4 forkalkninger fra den anden familie, ja så vil man
få et kuld med ca. 2½ forkalkning i gennemsnit. INDENFOR kuldet vil der
imidlertid kunne være en stor spredning, f.eks. en hvalp uden forkalkning
(altså "bedre" end begge forældre) og en anden med 6 forkalkninger (altså
"dårligere" end begge forældre). Men de vil altså være fordelt omkring
gennemsnittet.
Jeg kender ikke noget til den hanhund, du har brugt, men gætter på, at det,
som du har oplevet, formentlig er noget tilsvarende ovennævnte eksempel -
men det kan naturligvis kun være en gisning.
|
|
Fornuftigt at vælge han med få eller ingen forkalkninger |
Hvis du gerne vil
bibeholde en avl af hunde med lav risiko for DP, må du derfor efterspørge
hanhunde med 0-1 forkalkning. Hvis man har spredning i antallet af
forkalkninger i egne linier, er der endnu større risiko for, at det går helt
galt - hvis man, når man skal vælge "ny" hanhund (og avlstæve), vælger at
lukke øjnene, krydse fingre og håbe på det bedste.
|
|
Diagnosen "blødning i rygmarven" |
Jeg vil gerne lige
kommentere på diagnosen "blødning i rygmarven". Det er en diagnose, man
stiller ved at udelukke andre årsager til lammelser (ligesom diagnosen er
stillet hos din hund). Det er en meget sjælden lidelse, der kan forekomme
hos alle hunderacer. Da det er en meget sjælden lidelse, vil der være en
ekstrem lille mulighed for, at det er det, der er årsagen til lammelse hos
en gravhund - sandsynligheden for DP er 1/5 mens den for "blødning i
rygmarven" er ekstremt lille, formentlig i størrelsesordenen 1/1000 -
1/10000 (men jeg stiller IKKE spørgsmål ved, at diagnosen er stillet korrekt
hos din hund).
|
|
Underligt med de mange "hold i ryggen" |
Helt privat har jeg undret mig over de mange diagnoser af "hold i ryggen"
hos gravhunde. Mig bekendt er det stort set den eneste hunderace, der får
stillet den diagnose (og den blev ikke stillet en eneste gang på KVL de 6 år
jeg var der). Ved at tage et ordentligt røntgenbillede og efter grundig
undersøgelse af reflekserne, har jeg selv påvist DP hos en af disse "hold-i-ryggen-hunde".
Jeg håber ikke, at "blødning i rygmarven" bliver en ny mode-diagnose, som
man vælger, uden at ordentlige kliniske undersøgelser er foretaget.
Røntgenundersøgelse en chance
for opdrætterne - et godt tilbud til hvalpekøbere.
Menneskeheden kommer nu engang ikke videre ved at lukke øjnene for
realiteterne. Røntgenundersøgelse af gravhundene er en chance til
opdrætterne for at avle med åbne øjne i stedet for at krydse fingrene og
håbe på, at det går. Som med så mange andre ulykker går det godt lige indtil
det går galt, og selvom ingen tvinger os og til at tegne forsikringer, kan
det jo være fornuftigt alligevel. |
|
Læs Hanne V. Frederiksen's
læserbrev (bragt i "Gravhunden" December 2002)
Læs Familien Michelsens læserbrev vedr. Trilles
"Blødning i rygmarven (bragt i "Gravhunden" April 2003)
|
Til starten af siden -
Tilbage |
|