Diagnosen "blødning i rygmarven"

Som indlæg i den væsentlige og vigtige diskussion om gravhundes diskusprolaps­problemer - eller ikke - skriver Vibeke Frøkjær Jensen i sidste nummer af Gravhunden, om at hun frygter, at diagnosen "blødning i rygmarven" kan blive en ny modediagnose.

For at der ikke skal være tvivl, kan vi berette følgende om vores dejlige gravhund Ved Skovens Lou Lou, i daglig tale kaldet Trille" som er den hund, det handler om:

En dejlig forårsdag i 2002 var hundene for Trille har selskab af sin halvbror Ved Skovens Romeo i hundegården. Husets menneskefar kom hjem fra USA og blev som sædvanligt overstrømmende modtaget af de to hunde. Husets menneskemor havde været hos slagteren og hundene havde fået hver et ben som de nød i forårssolen. Trille sendte godt nok nogle ynkelige blikke, som vi dog tolkede som om, at nu ville hun altså ind til familien. På det tidspunkt var der ingen usædvanlige tegn fra Trille.

Da vi senere på eftermiddagen tog hundene ind, virkede Trille lidt tung og havde en lidt udspilet mave. Men vi kunne ikke finde hendes kødben og konkluderede, at hun nok havde sat det hele tillivs. Lige før aftensmaden skulle hundene luftes i skoven her udenfor, men Trille ville ikke med. Hun nægtede simpelthen at gå. Vi grinede lidt af hendes forspisning og lod hende blive hjemme hvilket er højst usædvanligt.

l løbet af aftenen begyndte bagtøjet at svanse og hun blev mere og mere usikker på benene. Hun virkede ikke som om hun havde smerter og storkede da også efter en fugl i haven faktisk på forbenene, mens bagbenene lignede en fuld sømand. Da vi så fandt hendes kødben gravet ned under hundehuset begyndte vi at blive urolige.

Søndag morgen virkede Trille lam i bagtøjet og havde både tisset og skidt i sin kurv. Da var vi klar over, at noget alvorligt var galt og kontaktede Hanne V. Frederiksen, Kennel ved Skoven - som altid har tid til at konsultere sine hunde. Vi tog omgående til vor dyrlæge som i øvrigt også er kennelens dyrlæge og kendt med kennelens dygtige avlsarbejde.

Den kliniske undersøgelse viste, at Trille var lam i det ene ben og havde kraftnedsættelse i det andet. Dyrlægen ville mandag røntgenfotografere Trille og satte hende omgående i kortisonkur for at søge at sikre, at nervebaner ikke tog skade af lammelsen. Trille blev "indlagt" på dyreklinikken sammen med to katte og da vi noget bedrøvede korte fra klinikken kunne vi dog høre, at hendes indgroede foragt for katte trivedes i bedste velgående.

Mandagen blev afventet med spænding. Trille blev røntgenundersøgt for DP med negativt resultat - der var ingen diskusprolaps. Derfor blev Trille røntgenundersøgt med kontrastvædske i rygmarven. Røntgenbilledet viste en forsnævring i rygmarvskanalen forårsaget af en blødning. Hvordan den er kommet vides af gode grunde ikke. (En passant kan det nævnes, at der ingen forkalkninger var i Trilles ryg.)

"En meget sjælden diagnose, som vi har læst om, men aldrig set her før" forklarede vores dyrlæge. Udsigterne til at Trille kunne komme sig og leve et værdigt hundeliv igen var ukendte og usikre men Trille - og familien - fik chancen. 14 dages kortisonkur, 4 uger i bur og løbende kontakt til dyrlægen blev aftalt som behandling.

Familien var noget bekymret på dette tidspunkt. Trille var kommet til os som hvalp og var en kær, integreret del af familien og "overhovedet" for hundefamilien her på stedet bestående af hende og lillebror Romeo - som tydeligvis også var noget frustreret.

Første skridt i den rigtige retning oplevede vi allerede den første morgen, hvor Trille havde sovet i bur i stuen. Da vi kom ned ad trappen kunne vi høre en tydelig "trommesolo" inde fra stuen. Det var Trille, som glad lå og logrede med halen mod burets tremmer. Vild jubel i familien: "Halen virker!"

Så fulgte et par arbejdsomme uger. Der skulle skiftes i buret, Trille skulle soigneres og hun skulle "luftes"'. Flere gange om dagen kom Trille ud på græsplænen, hvilket hun synligt nød. Efter de to uger besøgte vi igen dyrlægerne. På det tidspunkt kunne Trille støtte på det venstre bagben. Vi iler med at tilføje, at vi på intet tidspunkt har oplevet endsige fornemmet, at hun skulle have smerter. Bentøjet virkede blot ikke og hun syntes hele tiden ved godt mod.

Hos dyrlægen var der også glæde det var gået fremad og han ville gerne se Trille på klinikkens græsplæne. "God ide" syntes Trille at tænke, for der gik også en hane "ham skal jeg lige fange", hvilket naturligvis ikke lykkedes. Imidlertid var alle nu overbeviste - Trilles livsvilje og livskraft var intakt vi måtte lade tiden gå og se at skaden heledes.

Under sygelejet fik Trille og Romeo så besøg af Hanne V. Frederiksen, hvilket bekom alle parter vel.

Trille blev nu luftet i haven med et halstørklæde under maven til at holde bagpartiet oppe og der blev besørget med sædvanlig præcision.

I løbet af Trilles eksil i buret i en anden stue havde Romeo tillagt sig lidt herremandsmanerer, så ved første lejlighed måtte Trille jo nødvendigvis sætte ham på plads. Støttende på forbenene blev Romeo som er en stærk hanhund kommanderet om på ryggen og blev vasket fra top til pote; hierarkiet var genoprettet!.

Da de 4 uger i bur var gået, havde Romeo så fået fornemmelsen af, at der var mere prestige i at sove i bur end at sove i hundekurven. Så når natten randt på og Trille skulle i bur, skyndte Romeo sig ind i buret - inderst inde - og sov der, mens Trille sov veltilpas i hundekurven til alles tilfredshed.

Allerede til sommerferien 2002 var Trille gående på 3½ ben. En eftervirkning efter lammelsen betød, at hun fik et slidsår på sin ene pote, hvorfor vi forbandt hende når vi skulle gå tur og ellers lod sommervejret og Trille klare resten.

I dag 10 måneder etter, lever Trille et helt normalt liv. Hun går, løber, graver og jager alle uvedkommende dyr i haven væk. Hun synes helt at overse, at hun nok stadig mangler lidt kræfter i bagtøjet. Et nyt trick har hun dog tillagt sig- Hun kan stadig springe op i "hundestolen" ved egen kraft. Men hun vil selvfølgelig hellere løftes op!. Så når familien er i stuen kan hun på ynkeligste vis ikke selv springe op!

Freden i det lille hundehjem er genoprettet øg vi nyder de to dejlige hunde vi har.

Af historien har vi lært to ting- Gravhundes rygproblemer er ikke altid diskusprolaps. Men måske især, at man skal reagere omgående, når ens hund opfører sig anderledes end normalt.

Afslutningsvis vil vi gerne motivere - trods for oplevelse, der altså ikke var en DP - at det dygtige arbejde med at undersøge gravhundens rygproblemer fortsætter til alles gavn. Derfor sender vi nu også lillebror Romeo til røntgenundersøgelse her i foråret.

Trille, Romeo og den øvrige familie Michelsen, Sorø
 

Læs Hanne V. Frederiksen's læserbrev (bragt i "Gravhunden" December 2002)
Læs Vibeke Frøkjær Jensen's svar til Hanne V. Frederiksen's læserbrev (bragt i "Gravhunden" Januar 2003)
 

Til starten af siden - Tilbage